Som bomuldsplanter, med kæmpe fnuglette totter, står frosne træer og buske, ryster sig og kaster nu og da hvidt af sig. Stadigt.
I disse dage har jeg oprigtigt forstået betydningen af talemåden ”Himmel og jord står i eet” i betragtningen af, at konturene mellem jord og himmel ganske ophæves og fortoner sig i gråhvid vatagtig dis i et eventyrligt næsten uvirkeligt ingenmandsland.
Fiskehejren har stået og skuttet sig et par dage på den samme plet, på et åbent sted i den ellers frosne å nær broen.
Midlertidig anskudt af kulden - vinterramt. Fristende har det været at vende om, for at afgøre om den forfrosne fugl var frosset ganske fast.




I takt med vores flittige fodring vokser flokken af solsorte, som det dagligt er en fryd at fodre og belure. Mindre sky dag for dag. Man får så rigelig betaling for denne fodring som vidne til disse vintertrætte tapre fugles daglige måltidsfællesskab

Ræven, som vi så luske rundt aftenen før, ligger nu livløs på marken og vintersikrer opretholdelse af en råge- og kragefloks overlevelse. Med rigelig appetit gør de indhug i det døde dyr. Da jeg dagen efter spejder efter ådslet har en effektiv sneplov hen over natten i bogstaveligste forstand placeret ræven i ”dybfryseren”ved at dynge sne ovenpå dyret til stor sorg for de sultne fugle som desperat, men forgæves, søger i området og af denne grund må aflyse deres spiseklub.



På den mest blæsende kølige aften, ventede vi gæstebud. Med planlægning, sammensætning og forarbejdning af aftenens måltid, trængte overvejelserne fra tidligere på ugen sig igen på . Følelser og føde. Dejligt at tilberede et måltid til mennesker, man holder af og godt at mærke taknemligheden for at kunne gøre det, have råvarer til sin rådighed og være i stand til at klare tilberedningen. I det hele taget at have mennesker at dele et måltid mad med.
Tænker på hvor meget lettere mange ting kunne blive klaret, hvis man overvejede alternativet til ikke selv at kunne udføre de allermest enkle og nødvendige gøremål.

Ved duften af appelsinfiletterne til aftenens marinerede appelsinsalat, bliver jeg mindet om barndommens sutteappelsin – med en sukkerknald i midten – som efterlod ophovnede læber, men som man, dette vilkår til trods, i vintertiden frydede sig over.

Marineret appelsinsalat:
4 saftige modne appelsiner befriet for deres hvide hinder
saften af en rød grapefrugt
1 tsk. rørsukker
1 lille stk.varmende kanel

Denne salat er et velsmagende tilbehør til chokoladekage.

Med taknemlighed tænker jeg også tilbage på min bedstemor som med undtagelse af få af årets måneder, hvor man så bare måtte undvære æblerne, var selvforsynende med egne æbler af sorten Ingrid Marie og Cox Orange. Disse min barndoms æbler vil for mig altid repræsentere den sande ægte æblesmag. Omhyggeligt skrællede min bedstemor med stor nøjagtighed gemmeæblerne i de fineste tynde strimler, fjernede misfarvede brunlige pletter og kernehus, før æblet blev sirligt delt i mindre både og lagt på en underkop tiltænkt en lille barnemund.
Hvor var det fantastisk, at der var et menneske, der tog sig tid og skabte en sådan højtids æblestund. Et syn der aldrig glemmes: runkne æbler omsluttet af gamle rynkede hænder. I dag priser jeg mig lykkelig for at have lært at spise skrællede stødte gemmeæbler.



I ugen fortalte kalenderen os, at en snes dage af det nye år er gået, og dagene var tiltaget med omtrent 50 minutter. I gamle dage mente man, safterne begyndte at stige i alle vækster netop i denne tid omkring d. 20. januar. Der er håb i at vide, at man i folketroen har set forårstegn trods kulde, sne og frost.

”Dagene længes, vinteren strenges.
Vinteren strenges, og det er svart.
Trange Tider langsomt skrider,
Langsomt skrider; det har den art” (Brorson 1765)