FORÅRET SÅ SAGTE sagte KOMMER ….

Det synes som om, man nu kan se ende på lang tids langmodig venten. Dagene længes, lyset får med tiltagende tydelighed overtag. Varmegrader har jaget kulden på flugt, men det er endnu vanskeligt at tro på, at plusgraderne permanent har sejret.

”Er det da Foraar? Ramme alvor? Bank under bordet” (Martin A. Hansen ”Løgneren”)





Lydene derudefra fortæller os, at en anden tid er kommet – forhåbentlig for at blive.
Tunge dryp fra tagskæg, i en symfonisk blanden sig med snesevis af gråspurve, der højrøstede afslører, at de har forsamlet sig. Hvilket afstemt jubelkor! Hvilket akkompagnement til forårets forhåbentlige entre.
En genkendelig og længe ventet glæde, værd at vente på, værd at dvæle ved. Pludselig afbrudt af overraskende dump fra taget, når endnu en kaskade af tøsne passerer stuens vinduer, så hastigt at øjet næppe registrerer, for at lande tungt på den stadig sneklædte jord.
Haven er mindre uvejsom og ufremkommelig nu efter få dages tø – det føles godt - omend endnu noget besværligt, at kunne bane sig vej til buske og frugttræer og med begærlighed klippe favnfulde af grene.Forskud på forårsbekæring. Vi sætter til drivning i den lune stue og inspicerer, hvordan de side om side dag for dag grønnes og skønnes i arrangerede plateauer af forårslandskab omkranset af perlehyacint, primula og bellis i de fineste farver – hvilken herlig tilrettelagt grøde.

I vindueskarmen spirer karse. Mirakuløst er det at følge udviklingen fra tørre golde frø, så spirende glinsende hvidlige spirer, der snart vil grønnes og minde om det grønneste græs, som vi vil glæde os til at hilse velkommen igen. Være vidne til at bittesmå hårde mørke korn bliver til velsmagende frodigt levende grønt. Forunderligt. Temmelig iscenesat tyvstart!
Spejder utålmodigt efter yderligere forårstegn, ser om forårspaletten med Erantis, Dorthealilje og vintergæk livskraftigt har formået at kæmpe sig frem af det isolerende snetæppe, der endnu er det mest udbredte.
.
”MIT NAVN DET STÅR MED …..”

En sand forårssyssel er det, af papirer i de sarteste farver, at klippe gækkebreve. Mødet med saksen forvandler og efterlader fine sirlige mønstre, der klæbes op på hvidt papir, før de dekoreres med skønskrift med poetiske vers:

”Lille hvide vintergæk
din klokke for mig ringer
og tiden som er fløjet væk
en kærlig hilsen bringer

Hvid som vinter
grøn som vår
er den lille blomst du får
lukket inde i et brev
kan du gætte, hvem som skrev?”

Forgængeren for disse ”mit navn det står med....breve” var bindebreve, som indeholdt en gåde. I tilfælde af, at modtageren ikke kunne gætte, hvem afsenderen var, måtte modtageren af en sådan forårshilsen forpligte sig til at afholde et gilde. Målgruppen for denne gæk var de voksne.



Igen i år risikerer jeg letsindigt, med barnlig glæde, at holde denne typisk danske tradition i hævd og betænke nogle udvalgte med disse hilsner, mit bidrag til at bebude forår. Med risiko for at blive afsløret, er min ydelse overkommelig - at returnere et chokoladeæg som traditionen så velkendt foreskriver.
Det var først efter 1750`erne, at denne tradition for alvor blev udbredt – hvilket formodentlig har en naturlig forklaring, da kun de færreste var i stand til at læse og skrive før. I 1800 tallet opnåede gækkebreve samme popularitet som påske og julehilsner.
Tankevækkende er det at vi er det eneste land i verden der har denne tradition, i en tid hvor lande i stigende grad harmoniseres, betyder det noget særligt for mig, at holde fast i denne særegenhed.
At afsende gemmebreve er også tænkt som en reaktion på, at moderne kommunikation er så hurtig og flygtig. SMS og mails gemmes sjældent, og derfor vil eftertiden ikke kunne få indblik i, hvad vi i begyndelsen af det 21.århundrede henvender os til hinanden om
Dejligt er det tilmed at modtage et sådant forårsvarsel – hyggeligt er det at bruge tid på at klippe og genfinde forårsvers.

H. C . Andersen var som bekendt, med sin kolossale saks, en sand mester i psaligrafiens kunst, hvilket man flere steder kan se velbevarede eksempler på. Også han var en flittig afsender af gækkebreve.

I sit eventyr ”Sommergækken” (1863) er det netop vintergækken, der er omdrejningspunkt:

”Han skal være min sommergjæk!sagde hun, tog så den
fine blomst, lagde den i et duftende Stykke Papir, som
der var skrevet Vers på, Vers som Blomsten, der begyndte
med Sommergjæk;”lille Ven vær Vinternar!”, hun havde
gjækket ham med Sommeren”

MARTS – en krigsmåned?

Ifølge kalenderne melder foråret nu sin ankomst – vi skriver marts. Nu er det så spændende, om vejret vil rette ind. Det romerske års første måned var opkaldt efter krigsguden Mars – måske betegnende for den kamp, der netop nu foregår i naturen mellem kong vinter og frøken tø. Også i Norden er måneden navngivet efter en krigsgud Thor og kaldtes Thormåned .
Et gammelt månedsvers lyder:

”Jeg vil beskjere mine Træer i Thor
og pløje dertil min Ager og Jord.”

I år kalder måneden ikke på samme arbejdsomhed som de seneste år. Frosten giver mulighed for daglig dagdriveri.
Traditionelle gøremål har været gødskning, plantning og podning af frugttræer. Spændende er det, hvor meget frost, der er i jorden, hvor godt sneen har isoleret, og hvornår det kan blive tid for udvidelse af frugthaven.
Og det er da ikke, fordi lysten mangler. Sjældent har trangen til virksomhed, og behovet for alternativ til sneskraben været større og længslen efter nye synsindtryk mere udtalt
Kataloger, trykt længe før vinteren for alvor viste tænder, tilbyder et fristende udvalg af forskellige sorter af frugttræer.
Utålmodige venter vi på mildning. Utålmodige er vi, efter at få udvidet antallet af frugttræer. Som ikke helt unge plantører, kan vi ikke undlade at lade os strejfe af rationel lidt snusfornuftig tænkning: hvis vi skal nå at have glæde af kommende års høst ”ja så er det nu” .
Tiden bliver for hvert leveår mere og mere dyrebar.
Behovet for at efterlade noget synligt og meningsfuldt udtalt

Som Piet Hein udtrykker det i 1.strofe af sit digt: ”Du skal plante et træ”

Du skal plante et træ
du skal gøre en gerning
som lever, når du går i knæ
en ting som skal vare
og være til lykke og læ” (1948)


Indtil videre må vi lade os nøje med at sætte kryds ved de foretrukne sorter. Jo længere tid til at uddybe kendskab til diverse æblesorter.

Et gammelt vejrvarsel fortæller at :

”Er der megen tåge i marts, vil sommeren ganske sikkert blive regnfuld.”
Vi håber på klare lyse dage.
Til gengæld lover en gammel talemåde følgende:

”Selv om marts er dårlig vil der altid være 9 gode dage i denne måned”
Håber ikke disse ord skaber større forhåbninger, end de er i stand til at indfri.



For at skrive en kommentar, må du trykke nedenfor på teksten " 0 (antal) kommentarer "

Vi skriver februar, ifølge kalenderen skulle vi nu været nået til den sidste vintermåned, hvilket ingen formentlig mere vil begræde.
Det et stadig hvidt herude kyndelmisse slår sin knude........
og vinterens knude anno 2010 er bundet fast, man fristes til at udtrykke det således: Vinteren er gået i hårdknude.

Så fik vi overstået kyndelmisse, som pr. definition markerer vinterens midte. Forstemmende er det at tænke på, at vi ikke er nået længere. Almindeligvis oplever vi mennesker, som ikke kan betragtes som helt unge længere, at tiden haster afsted, men netop i denne sammenhæng, er det en kollektiv opfattelse, at vi befinder os langt far målet: KUN midvinter nu. Måtte vinteren snart slippe sit tag. Udtalt er længsel efter at finde de første spirende forårstegn.

Erindringen om sidste års indmarch i februar byder på ganske anderledes visuelle indtryk: spæde spirende skud fra vintergæk, Dorthealiljer, erantis og gennembrud af perlehyacint. Husker min begærlige beskæring af forsytiabusk, som jeg denne vinter ikke kan nå frem til. Under puder af sne står den, indhyllet og fredet for indgreb fra den menneskelige hånd.
Heldigvis har vi ikke barfrost, som vil være en langt større udfordring for plantelivet. Man må finde noget at kunne trække frem og glæde sig ved i disse kolde dage. Selvom man må være realistisk nok i erkendelse af, at der er vækster kong vinter i år har afsagt dødsdom over.
Mon de små løgplanter når at melde deres ankomst, før det bliver tid til at skrive gækkebreve?
Også fuglene varmede deres stemmer op længe før og øvede sig tidligere end tilfældet er i år.

Fristende er det, hver gang der handles ind, at betale sig fra sin vårhunger og anskaffe sig favnfulde af farvestrålende knitrende friske tulipaner, som nænsomt må beskyttes med tæpper i bilen for at nå ubeskadiget hjem. Og små potter med vækster som perlehyacint, Te a te´ter, krokus og mini iris, som minder os om forår og sommer, udfordrer som kompensation for det, vi savner udenfor.

”nu vil jeg gå og købe hyacinter” selvom det ikke i dag er solskinsvejr.


Kyndelmisse falder altid mellem 1.novenber og 1.maj, hvor foråret pr. definition holder sit indtog. Så kunne kreaturene igen komme på græs. Halvdelen af mængden af vinterfoderet skal ifølge overleveringen derfor gerne på nuværende tidspunkt være tilbage. Ganske - og helt aktuelt måske også halvdelen af vejsaltet – i håb om at det vil kunne slå til gennem resten af vinteren.

Frem til 1770 betragtedes kyndelmisse som en helligdag, hvor man samledes til kjørmesgilde (kjørmes er et dialektord for ordet kyndelmisse)Selvom helligdagen blev afskaffet fortsatte festen med at være en mærkedag i folkets liv. Kjørmesgilderne var sammenskudsgilder, og de enkelte gårde afholdte på skift disse fester
Kyndel er en afledning af candelarum, kandelaber og netop kyndelmisse var i den katolske tid en lysfest, hvor de lys der skulle anvendes i kirken i årets løb blev indviet
For at overleve mentalt i den kolde tid, skal vi måske forsøge at holde denne tradition i hævd: mødes og tænde lys for ikke at blive for vintertunge og stive af følelsesmæssig kulde.

Dengang som nu er længslen efter lys udtalt. Endnu mere påkrævet i den tid, hvor mennesker kun havde det ægte gudskabte lys til deres rådighed. På trods af at vi nu oplever, at dagene virkeligt og dejligt længes, så sukker vi alle efter længere lysere dage.
Dagene føles stadig korte, til trods for at dagen nu er tiltaget knapt et par timer.

”dagene længes, vinteren strenges”

skrev H.A.Brorson i sin salme ”Her vil ties, her vil bies”

At bie betyder at vente. Og vente gør vi !


Danske traditioner knytter sig sædvanligvis også til kulinariske traditioner. I forbindelse med festligholdelse af kyndelmisse stod menuen gerne på flæsk, måske efterhånden ved at harskne, da opbevaringsmulighederne var ringe, og alle vintre jo ikke, som den vi oplever netop nu. Selvom driverne altid var større i gamle dage. De fysisk krævende arbejdsopgaver gjorde, at man ustraffet kunne give sig i kast med det kalorieholdige indtag. Men man spiste også suppe og pandekager bagt af groft mel – en tradition der efter sigende stammer fra Fyn.

Også her i huset har vi i ugen markeret kyndelmisse med suppe:

magert okseinderlår simrer længe med gode grønne sager i rigelige mængder.
Skummes herefter

Et stort findelt løg, hvidløgspasta og 2 røde pebre, ituskårne, svitses i en smule olivenolie
heri 2 dåser økologiske tomater, 1 tsk rosenpaprika
dette koges nogen tid, før det blendes med stavblender og smages til med salt og en knivspids rørsukker.
Gulerødder skives og gives et kort opkog
Frosne bønner af egen avl brækkes i mindre stykker og puttes i suppen
Til sidst koges suppehorn som vendes forsigtigt i.

Velbekomme!

Denne herlige suppe nåede jeg at få fremstillet, før jeg blev tilredt af forkølelsesvirus – så en god fornemmelse var det, ikke at skulle kere sig om madlavning, En stærk suppe, som er blevet bedre dag for dag, har nu udgjort aftensmåltidet flere aftner.

Overgange fra en måned til en anden har gennem tiden givet anledning til megen opmærksomhed. Man tog vejrvarsler. Når faktuel orientering ikke var en mulighed, måtte observationer være baseret på erfaringer.
Ofte pegede de optegnelser man gjorde fremad.
En gammel talemåde forlyder ”er februar mild, betyder det påskekulde”. Ganske vist accepterer vi, dog ikke i taknemlighed vintervejret. Men hellere nu end siden, nu hvor vi har indstillet forventningsbarometeret på forår.

Med ydmyghed var enhver i gamle dage forpligtet til at gøre sit til at sikre frugtbarhed ved at skabe de allerbedste forudsætninger. Derfor skulle man til kyndelmisse – som man kender det fra fastelavnsrisningen – piske sine frugttræer – for at opnå den bedste høst. Jeg frygter for min æblehøst. Ufremkommelig sneklædt er stien til æbletræerne , så jeg er i år forhindret i at nå derud.

Vejret er den dag i dag stadig et eviggyldigt og ganske ufarligt emne, der altid går an at bringe på bane. Vi danskere, tilhørende en bondekultur - afgørende afhængige af naturen og dens vejrfænomener, er måske af natur optaget af vejrforhold.

Hvor mange samtaler har ikke de seneste par måneder drejet sig om sne sne og atter sne. Kold - koldere -koldest. Den arktiske vinter har udfyldt det meste af nyhedsudsendelserne i bedste sendetid.
Indledningsvis med begejstring siden forundring. Var det virkelig være sandt, at vi igen på disse breddegrader kunne opleve en frostklar snehvid vinter med tanken rettet mod den globale opvarmning ? Spørgsmålet stillet med optimisme i stemmen.
Siden, da dage, ja hele uger var gået - med mere og mest sne - fik tonen en mere beklagende lyd. Det fortryllende eksotisk var snart forsvundet. Tilbage var kun udprægede vintersuk .De snavsede grålige driver ikke at forglemme, der dog dagligt pyntes op af et nyt fint hvidt lag.

Glæden ved at leve sit liv i et land hvor årstiderne skifter, aldeles fortrængt af irritaton over kødannelse for montering af vinterdæk, indkøb af mere sprinklervæske og isfjerner. Der er fortsat dømt sneglefart for fremadrettet færden.

Mod al forventning er selv børnene blevet ramt af vinterbeklagelse, om dem er det ellers blevet fortalt, at lykkelige barndomsminder netop knytter sig til en vintre som i år. De har ikke længere blik for for sneen som kulisse for deres leg. Som med alt andet er det blevet et hverdagsagtigt fænomen, og også de mindstes glæde formår ikke længere at fortrænge kulden. De fryser – det er koldt derude – og at det er besværligt at manøvrere.

På min skole udtrykte en af drengene det således forleden:
"Det er længe siden ,vi har set græsset”
dette udsagn står ingenlunde til diskussion .
Sammen med en jævnaldrende klassekammerat havde han betvivlet, at det grønne endnu var at finde under den udbredte sne. Ivrigt havde de taget kampen op i håb om at gense græsset. Ikke fordi den opvoksende generation er opgivende ej heller mangler styrke. Hårdt er det at skovle sig gennem driver, og også disse knægte måtte kapitulere Fandt aldrig græsset. Fortrak ind i varmen til computerspil.

Et andet vejrvarsel knyttet til kyndelmisse lyder:

”det skal helst blæse så meget, at 18 kællinger ikke kan fastholde den 19.
så vil vinteren være alvorligt truet, og kulden ikke vare meget længere”

Varslede man ikke snestorm på kyndelmissedag? Og blev den ikke blidere end forvente? Forhåbentlig vil det ikke være tegn på, at foråret, som vi sådan ser hen til er yderligere udsat?

Det gamle danske navn for måneden FEBRUAR er blidemåned måske med reference til ALT det hvide, muligvis kan det være håbet om, at vejret blides, der har navngivet måneden. Hvis vejrprofeternes forudsigelser står ved magt, vil denne måned efter alt at dømme forblive mere hvid end blid.

I min venten styrker jeg mig med orientering i ”Naturdagbog af en engelsk dame” Edith Holden har i denne journal med stor omhu i de smukkeste akvareller og et smukt lyrisk sprog fortalt om årets gang i naturen. En dejlig bog at varme sig ved i sin "bien"

Med et er det slut med det livlige leben på fuglebrættet. Musvågerne som holder til i granerne bag vores hus og vogter med gevaldig glubskhed kredser mere og mere ivrigt og ihærdigt over vores have i søgen efter føde
Oppustede stolte sidder de ganske stille i træernes toppe. Længe og iagttager. Som vidne til dette betvivler man ikke, at disse store imponerende fugle er i stand til at se alt, hvad der foregår her nede. Det er som om, tiden står stille. Stilhed før den eventuelle dramatiske storm, hvis det lykkes rovfuglene at mætte sig med én af ”vores”havefugle. Vi ser blot til.

Selv spejder jeg hver dag forgæves efter småfuglene og savner det daglige ritual som fuglefodring er blevet, i håb om deres træk vil være kort, at de snart vil vende tilbage, og at de ikke har endt deres vinterdage som næring for de større sultne fugle.
Der er ingen småfugle at betænke. Omskifteligt er tilværelsen på alle måder. Livet er på en måde altid på spil.

Lige så skrøbelig udsat som de allermindste fugle og deres stille vinterlige liv i haven, lige så udsat er menneskelivet.
Tænker helt aktuelt på livet på Haiti, der en ganske almindeligt og hverdagsagtigt gik sin trivielle gang, indtil jordskælvet så brat meldte sig, hærgede og afbrød alt og alle, og efterlod en verden i ødelæggelse - begravet i ruiner. Med et var livet sat på stand by for tusindvis af mennesker, her og nu, som levede i tillid til, at alt var godt. Ligeledes former tilværelsen sig for de små flyvere udenfor vintervinduerne her. Uden sammenligning i øvrigt.

Afmægtige har vi de seneste dage bare passivt kunnet iagttage forholdene på jordskælvsramte Haiti. Medierne har på det nærmest gjort os til hovedvidner, der blufærdigt har oplevet, at vi har været alt for tæt på. Billederne har syntes overflødige. En kompliceret kompleks roman bliver ikke mere tilgængelig af at blive illustreret. Den indre billeddannelse uoverkommelig svær at forholde sig til. Leve med.

Som seere har vi oplevet et hav af disse grufulde visuelle indtryk, som vi utvivlsomt hellere ville have været foruden. Ikke i ønsket om at lukke øjnene for det skete. Mindre uhyggeligt er det at lytte til radioens formidling af enhver katastrofe.
De forfærdelige billeder, der viser så stor smerte, gør virkelig noget ved os som mennesker. På godt og ondt.
Uhyggeligt er det, hvor hurtigt vi, som tilskuere, bliver teflonbelagt immune og vænner os til al den elendighed og ulykke. Allerede efter få aftner med nyhedsformidling tager vore skræmte udbrud af, idet vi med langt større ro og fortrolighed forliger os med de frygtelige og grufulde syn, vi tilbagelænt udsætter os selv for.

I dag er det et krav, at vi moderne mennesker er fleksible og omstillingsparate, men at vi så hastigt, fra den ene dag til den anden, vænner os til al denne lidelse, er en tanke værd. Måske er det, at vi blot lader os strejfe et udtryk for en forsvarsmekanisme, en slags egenbeskyttelse, der gør os i stand til at udholde at leve med smerten – og det massive informationsbombardement vi til stadighed møder.

Vi er kun mennesker. Vores vilkår er at være afmægtige tilskuere uden at være i stand til at kunne handle, udover at sende de sølle offer: 150 kroner via sms, som mange alligevel betvivler kommer de nødstedte til hjælp. Må usikkerheden dog blive gjort til skamme og komme de udsatte til hjælp.

Jeg tænker nogle gange på, at tidligere generationer i denne sammenhæng levede mere ubekymret og enkelt. Vore forfædres liv, præget af ringe informationsniveau, var kendetegnet af uoplyst tryghed, hvor ingen stillede krav om, at man forholdte sig reflekterende til alt, hvad man blev underrettet om. Ingen pegede fingre, hvis man ikke kunne referere det seneste nye. At være ”først med det sidste”var ikke en kvalitet i sig selv.

Når den umiddelbare påvirkning efter en katastrofe har lagt sig, efterlades vi med en lettelse over, at det da heldigvis ikke er i vores lille land, en så skæbnesvanger naturkatastrofe har fundet sted. Den slags har vi indtil videre været skånet for. Men konsekvenser af klimaforandringer har skræmt os som et spøgelse om natten, og givet anledning til usikkerhed om, hvorvidt noget sådan ville kunne forekomme i vores lille puslingeland. Med taknemlighed tænker vi alle. ”Godt det ikke var her”

Som når man hører en trist meddelelse om, at der er sket et trafikuheld, og opløftet, med glæde konstaterer, at der lykkeligvis ikke var nogle ”vi kender” impliceret. Som når man, med et lettelsens suk, har orienteret sig i den lokale avis, og har passeret siden med ”Dagens navne” og med sindsro kan konstatere, at der ikke var nogle at identificere. I dag.

Som menneske kan man ikke rumme al ulykke.
Omstillingsevnen er nok en nødvendighed beskyttelse for ethvert menneske. Intet menneske magter at være i en stadig medleven, som tilskuer til stor sorg.
Midt i ulykken er det nødvendigt for enhver at kunne øjne lyset, der jo også altid er til stede – i et eller andet omfang - som når et lille barn, efter adskillige dage under dyner af ruiner, findes – i live – og som nu hvor solens stråler lige nu bryder igennem den grå himmel her uden for mine ruder.

Det er en gave at kunne se mulighed, selvom begrænsningerne er flest.

Som bomuldsplanter, med kæmpe fnuglette totter, står frosne træer og buske, ryster sig og kaster nu og da hvidt af sig. Stadigt.
I disse dage har jeg oprigtigt forstået betydningen af talemåden ”Himmel og jord står i eet” i betragtningen af, at konturene mellem jord og himmel ganske ophæves og fortoner sig i gråhvid vatagtig dis i et eventyrligt næsten uvirkeligt ingenmandsland.
Fiskehejren har stået og skuttet sig et par dage på den samme plet, på et åbent sted i den ellers frosne å nær broen.
Midlertidig anskudt af kulden - vinterramt. Fristende har det været at vende om, for at afgøre om den forfrosne fugl var frosset ganske fast.




I takt med vores flittige fodring vokser flokken af solsorte, som det dagligt er en fryd at fodre og belure. Mindre sky dag for dag. Man får så rigelig betaling for denne fodring som vidne til disse vintertrætte tapre fugles daglige måltidsfællesskab

Ræven, som vi så luske rundt aftenen før, ligger nu livløs på marken og vintersikrer opretholdelse af en råge- og kragefloks overlevelse. Med rigelig appetit gør de indhug i det døde dyr. Da jeg dagen efter spejder efter ådslet har en effektiv sneplov hen over natten i bogstaveligste forstand placeret ræven i ”dybfryseren”ved at dynge sne ovenpå dyret til stor sorg for de sultne fugle som desperat, men forgæves, søger i området og af denne grund må aflyse deres spiseklub.



På den mest blæsende kølige aften, ventede vi gæstebud. Med planlægning, sammensætning og forarbejdning af aftenens måltid, trængte overvejelserne fra tidligere på ugen sig igen på . Følelser og føde. Dejligt at tilberede et måltid til mennesker, man holder af og godt at mærke taknemligheden for at kunne gøre det, have råvarer til sin rådighed og være i stand til at klare tilberedningen. I det hele taget at have mennesker at dele et måltid mad med.
Tænker på hvor meget lettere mange ting kunne blive klaret, hvis man overvejede alternativet til ikke selv at kunne udføre de allermest enkle og nødvendige gøremål.

Ved duften af appelsinfiletterne til aftenens marinerede appelsinsalat, bliver jeg mindet om barndommens sutteappelsin – med en sukkerknald i midten – som efterlod ophovnede læber, men som man, dette vilkår til trods, i vintertiden frydede sig over.

Marineret appelsinsalat:
4 saftige modne appelsiner befriet for deres hvide hinder
saften af en rød grapefrugt
1 tsk. rørsukker
1 lille stk.varmende kanel

Denne salat er et velsmagende tilbehør til chokoladekage.

Med taknemlighed tænker jeg også tilbage på min bedstemor som med undtagelse af få af årets måneder, hvor man så bare måtte undvære æblerne, var selvforsynende med egne æbler af sorten Ingrid Marie og Cox Orange. Disse min barndoms æbler vil for mig altid repræsentere den sande ægte æblesmag. Omhyggeligt skrællede min bedstemor med stor nøjagtighed gemmeæblerne i de fineste tynde strimler, fjernede misfarvede brunlige pletter og kernehus, før æblet blev sirligt delt i mindre både og lagt på en underkop tiltænkt en lille barnemund.
Hvor var det fantastisk, at der var et menneske, der tog sig tid og skabte en sådan højtids æblestund. Et syn der aldrig glemmes: runkne æbler omsluttet af gamle rynkede hænder. I dag priser jeg mig lykkelig for at have lært at spise skrællede stødte gemmeæbler.



I ugen fortalte kalenderen os, at en snes dage af det nye år er gået, og dagene var tiltaget med omtrent 50 minutter. I gamle dage mente man, safterne begyndte at stige i alle vækster netop i denne tid omkring d. 20. januar. Der er håb i at vide, at man i folketroen har set forårstegn trods kulde, sne og frost.

”Dagene længes, vinteren strenges.
Vinteren strenges, og det er svart.
Trange Tider langsomt skrider,
Langsomt skrider; det har den art” (Brorson 1765)

”Der er intet i verden så stille som sne” lyder et velkendt digt af Helge Rode skrevet i 1896. Stilhed og sne er to sammenhængende størrelser.

Også sne og langsomhed kalder på hinanden.
Sneglefart er betegnende for det tempo man kan manøvrere i, når man lige nu begiver sig udenfor, hvad enten man bevæger sig til fods eller er motoriseret. At skovle sne væk, gøre bilen tilgængelig, iklæde sig de mange lag tøj er besværligt og tidskrævende.
Sneen, i de mængder vi i disse egne oplever, begrænser. Vi forvænte vesterlændinge er ikke vant til at måtte nøjes, heller ikke at opleve begrænsninger. Der kan måske være tryghed i at opleve, at ikke hele verden ligger åben. At det felt man har at udfolde sig på og de valgmulighederne man har er indskrænkede for en tid, hvor vi til stadighed må træffe adskillige valg, selv designe og iscenesætte vores tilværelse, kan det muligvis betyde ro og give følelsen af at være fredet for en tid.
Vejrets begrænsning er en plausibel forklaringsramme der ikke fordrer nogen yderligere forklaring og som der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Vejret egner sig til langsomme måltider der tager tid at tilberede: kraftige næringsrige vintersupper og gryderetter, der skal simre længe, tilsat kraftige krydderier som varmer os langt ind i marven – ganske andet end sommerhurtige minutbøffer på grillen. Og så de noget solide gammeldags retter æbleflæsk og brunkål ikke at forglemme som her i huset kan få den unge generation til at fortrække – eller i al fald foretrække selv at stå for aftenens menu.



Tiden nu kalder på tålmodighed. Venten på at det bliver lysere, lunere – på at det grønnes - så vejene kan blive mere fremkommelige, på at den længe tilberedte mad skal blive tilberedt, så vi atter kan komme på højde med vores vanlige effektivitesniveau og igen komme til at ”fungere optimalt”.
Utålmodige utaknemmelige væsener som vi er, glemmer ganske at være til – her og nu -midt i denne besværlige kolde ganske upraktiske tid som vi oplever kræver så meget ekstra af os.





Men – hvor er det sjældent, vi oplever så langstrakt en smuk vinterhvid periode med så meget lys, som vi gør netop nu. Denne vinter gør næsten den globale opvarmning til skamme. Tidligere har grønne vintre betydet investering i lyslamper for at nedtone og holde det værste vintertungsind fra døren. I år er lyset her, vinterdagene synes på trods af deres korthed længere, fordi vi dagligt får lov at se solen. Dagligt er det en glæde at samle vintertegn og gemme dem til det bliver sommertid. Kong vinter og snedronningens landskab klædt i glimtende hvidt, overdrysset med krystaller i allerfineste faconer, som spejlstumper spredt ud over landskabet.
Lange dronningefingre med de mest sylespidse negle parate til at bore sig ind i ethvert menneskesind hænger truende tæt og tungt fra alle tage.
Dagligt spændte på gætværk om og tydning af dyrs afsæt i sneen, Fantastiske fugle ikke at forglemme. Sangsvanernes flyven i formation, uglens tuden, ja alle vinterfuglenes daglige visit med tilhørende bespisning.
Også fuglene her spiser hjemmelavet slow-food der har været længe undervejs.

Her en opskrift på det foder vi byder de forskellige fugle, der fouragerer her. I skrivende stund et blåmejsepar, bogfinker, gråspurve, skovskader og de for tiden truede solsorte, som har svært ved at finde føde
1 pk. Margarine ( det mest CO2 venlige valg har jeg ladet mig fortælle)
havregryn
solsikkekerner
hakkede valnødder

Dette suppleres gavmilde håndfulde af hasselnødder og ituskårne Ingrid Marie æbler – som tilmed et et fantastisk syn i den hvide sne- endnu skønnere er det at betragte vinterfuglene lige uden for vore vinduer:
”I sne står urt og busk i skjul
det er så koldt derude
dog synger der en lille fugl
bag kvist ved frosne rude”

På trods af nogle årstider er mere besværlige end andre, så er det en gave at få lov at leve i et land hvor årstiderne byder os sådan en mangfoldighed og afveksling. Sådan er menneskelivet også tider der er lettere og gladere at komme gennem and andre. Vi må tage det hele med:

”At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter . .”(Jens Rosendal)

De stille sysler hører vinteren til. Ligesom man i gamle dage udnyttede vintertiden til at lade op og forberede sommerens gøremål. Vi glæder os over at rykke sammen indendøre, finde lune tæpper , tænde lys - også for at holde varmen, eksperimentere med egen opfundne varme drikke.
Gode oplevelser med gode film og bøger. Danskdefineret hygge!

Orientering i havebøger er en nydelse og rigtig hjælpsom pegen fremad på denne tid, at lægge planer for og tænke på nyanskaffelser til alt det udenfor – et gøremål der peger dejligt fremad mod lysere tider, tænk at kunne glædes over at gense den sorte muldjord og komme til at rode i den.

Må vi komme langsomheden i hu og betragte den som noget dyrebart, vi får givet i disse korte dage før dagene længes, og vi kan manøvrere med vanlig hast og igen skal til at stresshåndtere!

”giv tid giv tid den nynner glad
og ryster de små vinger
giv tid og hver en kvist år blad
og hver en blomst udspringer” (B.S.Ingemann 1831)

Den første uge af det nye år er nu gået – det har ikke føltes, som om tiden er gået så hastigt, som det har været tilfældet i andre uger – ugerne lige umiddelbart før jul for eksempel. Tid er en mystisk størrelse og sammenhæng mellem tid og forventning forunderlig.

Vejret har jo for os, bosiddende i den nordligste del af dette lille land, bremset mange af vore rutinemæssige gøremål. Det er tankevækkende, at vi som en nation, der så sjældent har oplevet begrænsninger forårsaget af vejrmæssige forhold, har så vanskeligt ved at underkaste os disse fænomener, kapitulere og acceptere, at der er noget, der er større end os. I stedet tager mange af os den ulige kamp op og forsøger uden ræsonnement om størrelsesforholdet mellem os små mennesker og naturens kræfter, at bestride vejrguderne.
Vi kunne uden nærmere eftertanke definere os som: ”utvivlsomt sneet inde og ude af stand til at bevæge os uden for en dør”
At kapitulere og overgive sig til denne undtagelsestilstand - vilkåret at være indesneet – hvilket vi kun en enkelt gang i barndomsårene har oplevet, var ikke så enkelt endda. og der var betragtelige forskellige i vores modtagelse af vejrsituationen.

Umiddelbart var min reaktion total overgivelse i et forsøg på at få det bedste ud af dagen, mens min mand ikke blot kapitulerede uden modstand, og det krævede nogen overtalelse at tale ham fra at tage livtag med de voldsomme naturkræfter – tænker på om det er de urgamle kønsroller, der også i denne situation er på spil – manden der må ud og beskytte territoriet og afdække truslen derude – kvinden der vælger at blive indendøre og på kreativ vis forsøger at undersøge og afdække mulighederne for ikke at dø af sult. Undersøge skuffer og skabe – iagttage, hvad der findes i huset i forsøget på at sammensætte et fornuftigt måltid, der vil kunne tilgodese familiemedlemmers smagsløg med bevidstheden om, hvor sundt det er, ikke altid at have adgang til det, man allermest kan ønske sig. Måske er det i virkeligheden rigtig sundt for os forvænte mennesker en gang imellem at måtte nøjes!
Så her i huset blev det til en omgang CO2 rigtig kartoffel-porre-suppe med for mange kartofler og for få porrer men til gengæld, som kompensation, rigelige mængder af pastinakker, som der fandtes rigeligt af i vores fadebur. Og det gør man ikke ustraffet, skulle jeg hilse og sige!

Og for fuglene som virkelig må nøjes i denne kulde, blev det til rigelig mængder af resterne fra jul: diverse nødder, ituskårne æbler og som kulde bonus en håndfuld solsikkekerner. Medens jeg betragtede dem fra vinduet blev jeg grebet af tanken om, hvor fascinerende det ville være, hvis man hver dag kunne tage sig tid til at undersøge og notere hvilke arter der fouragerede her hos os. Jeg er dog selvbevidst nok til at vide, at når hverdagen formentlig i morgen igen melder sig, så får jeg det ikke gjort. Tanken var bare lige fristende at forfølge.

Det er foruroligende at tænke på, hvor vanskeligt, vi sædvanligt særdeles aktive mennesker har ved at affinde os med denne situation. Jeg oplevede, at jeg ingenlunde var i stand til at overgive mig og være henrykket over stilheden, det smukke hvid, hvidere, hvideste syn udenfor, sangsvanetrækket over vores hustag og ikke mindst at blive en hel dasedag givet. Flere gange tog jeg mig i rastløst at begive mig fra den ene aktivitet til den anden, til stadighed at blive afledt af myldrende tanker, om alt det dagen kunne bruges til. Det var vanskeligt at slippe tanken om, hvad dagen oprindelige formål. Men også tankevækkende, at min mands besvær i den forbindelse var langt større end mit. Billedet en løve i et bur er beskrivende … vente...vente...vente
Måske har vi moderne mennesker glemt at tilværelsen kan fyldes af meget andet end funklende funktionalitet, der giver ussel mammon.
Hvilke tanke, hvilken selvindsigt én enkelt fri dag dog kan afføde. Håber vejene snart må blive farbare. Ønsker tø!