Med et er det slut med det livlige leben på fuglebrættet. Musvågerne som holder til i granerne bag vores hus og vogter med gevaldig glubskhed kredser mere og mere ivrigt og ihærdigt over vores have i søgen efter føde
Oppustede stolte sidder de ganske stille i træernes toppe. Længe og iagttager. Som vidne til dette betvivler man ikke, at disse store imponerende fugle er i stand til at se alt, hvad der foregår her nede. Det er som om, tiden står stille. Stilhed før den eventuelle dramatiske storm, hvis det lykkes rovfuglene at mætte sig med én af ”vores”havefugle. Vi ser blot til.

Selv spejder jeg hver dag forgæves efter småfuglene og savner det daglige ritual som fuglefodring er blevet, i håb om deres træk vil være kort, at de snart vil vende tilbage, og at de ikke har endt deres vinterdage som næring for de større sultne fugle.
Der er ingen småfugle at betænke. Omskifteligt er tilværelsen på alle måder. Livet er på en måde altid på spil.

Lige så skrøbelig udsat som de allermindste fugle og deres stille vinterlige liv i haven, lige så udsat er menneskelivet.
Tænker helt aktuelt på livet på Haiti, der en ganske almindeligt og hverdagsagtigt gik sin trivielle gang, indtil jordskælvet så brat meldte sig, hærgede og afbrød alt og alle, og efterlod en verden i ødelæggelse - begravet i ruiner. Med et var livet sat på stand by for tusindvis af mennesker, her og nu, som levede i tillid til, at alt var godt. Ligeledes former tilværelsen sig for de små flyvere udenfor vintervinduerne her. Uden sammenligning i øvrigt.

Afmægtige har vi de seneste dage bare passivt kunnet iagttage forholdene på jordskælvsramte Haiti. Medierne har på det nærmest gjort os til hovedvidner, der blufærdigt har oplevet, at vi har været alt for tæt på. Billederne har syntes overflødige. En kompliceret kompleks roman bliver ikke mere tilgængelig af at blive illustreret. Den indre billeddannelse uoverkommelig svær at forholde sig til. Leve med.

Som seere har vi oplevet et hav af disse grufulde visuelle indtryk, som vi utvivlsomt hellere ville have været foruden. Ikke i ønsket om at lukke øjnene for det skete. Mindre uhyggeligt er det at lytte til radioens formidling af enhver katastrofe.
De forfærdelige billeder, der viser så stor smerte, gør virkelig noget ved os som mennesker. På godt og ondt.
Uhyggeligt er det, hvor hurtigt vi, som tilskuere, bliver teflonbelagt immune og vænner os til al den elendighed og ulykke. Allerede efter få aftner med nyhedsformidling tager vore skræmte udbrud af, idet vi med langt større ro og fortrolighed forliger os med de frygtelige og grufulde syn, vi tilbagelænt udsætter os selv for.

I dag er det et krav, at vi moderne mennesker er fleksible og omstillingsparate, men at vi så hastigt, fra den ene dag til den anden, vænner os til al denne lidelse, er en tanke værd. Måske er det, at vi blot lader os strejfe et udtryk for en forsvarsmekanisme, en slags egenbeskyttelse, der gør os i stand til at udholde at leve med smerten – og det massive informationsbombardement vi til stadighed møder.

Vi er kun mennesker. Vores vilkår er at være afmægtige tilskuere uden at være i stand til at kunne handle, udover at sende de sølle offer: 150 kroner via sms, som mange alligevel betvivler kommer de nødstedte til hjælp. Må usikkerheden dog blive gjort til skamme og komme de udsatte til hjælp.

Jeg tænker nogle gange på, at tidligere generationer i denne sammenhæng levede mere ubekymret og enkelt. Vore forfædres liv, præget af ringe informationsniveau, var kendetegnet af uoplyst tryghed, hvor ingen stillede krav om, at man forholdte sig reflekterende til alt, hvad man blev underrettet om. Ingen pegede fingre, hvis man ikke kunne referere det seneste nye. At være ”først med det sidste”var ikke en kvalitet i sig selv.

Når den umiddelbare påvirkning efter en katastrofe har lagt sig, efterlades vi med en lettelse over, at det da heldigvis ikke er i vores lille land, en så skæbnesvanger naturkatastrofe har fundet sted. Den slags har vi indtil videre været skånet for. Men konsekvenser af klimaforandringer har skræmt os som et spøgelse om natten, og givet anledning til usikkerhed om, hvorvidt noget sådan ville kunne forekomme i vores lille puslingeland. Med taknemlighed tænker vi alle. ”Godt det ikke var her”

Som når man hører en trist meddelelse om, at der er sket et trafikuheld, og opløftet, med glæde konstaterer, at der lykkeligvis ikke var nogle ”vi kender” impliceret. Som når man, med et lettelsens suk, har orienteret sig i den lokale avis, og har passeret siden med ”Dagens navne” og med sindsro kan konstatere, at der ikke var nogle at identificere. I dag.

Som menneske kan man ikke rumme al ulykke.
Omstillingsevnen er nok en nødvendighed beskyttelse for ethvert menneske. Intet menneske magter at være i en stadig medleven, som tilskuer til stor sorg.
Midt i ulykken er det nødvendigt for enhver at kunne øjne lyset, der jo også altid er til stede – i et eller andet omfang - som når et lille barn, efter adskillige dage under dyner af ruiner, findes – i live – og som nu hvor solens stråler lige nu bryder igennem den grå himmel her uden for mine ruder.

Det er en gave at kunne se mulighed, selvom begrænsningerne er flest.

Som bomuldsplanter, med kæmpe fnuglette totter, står frosne træer og buske, ryster sig og kaster nu og da hvidt af sig. Stadigt.
I disse dage har jeg oprigtigt forstået betydningen af talemåden ”Himmel og jord står i eet” i betragtningen af, at konturene mellem jord og himmel ganske ophæves og fortoner sig i gråhvid vatagtig dis i et eventyrligt næsten uvirkeligt ingenmandsland.
Fiskehejren har stået og skuttet sig et par dage på den samme plet, på et åbent sted i den ellers frosne å nær broen.
Midlertidig anskudt af kulden - vinterramt. Fristende har det været at vende om, for at afgøre om den forfrosne fugl var frosset ganske fast.




I takt med vores flittige fodring vokser flokken af solsorte, som det dagligt er en fryd at fodre og belure. Mindre sky dag for dag. Man får så rigelig betaling for denne fodring som vidne til disse vintertrætte tapre fugles daglige måltidsfællesskab

Ræven, som vi så luske rundt aftenen før, ligger nu livløs på marken og vintersikrer opretholdelse af en råge- og kragefloks overlevelse. Med rigelig appetit gør de indhug i det døde dyr. Da jeg dagen efter spejder efter ådslet har en effektiv sneplov hen over natten i bogstaveligste forstand placeret ræven i ”dybfryseren”ved at dynge sne ovenpå dyret til stor sorg for de sultne fugle som desperat, men forgæves, søger i området og af denne grund må aflyse deres spiseklub.



På den mest blæsende kølige aften, ventede vi gæstebud. Med planlægning, sammensætning og forarbejdning af aftenens måltid, trængte overvejelserne fra tidligere på ugen sig igen på . Følelser og føde. Dejligt at tilberede et måltid til mennesker, man holder af og godt at mærke taknemligheden for at kunne gøre det, have råvarer til sin rådighed og være i stand til at klare tilberedningen. I det hele taget at have mennesker at dele et måltid mad med.
Tænker på hvor meget lettere mange ting kunne blive klaret, hvis man overvejede alternativet til ikke selv at kunne udføre de allermest enkle og nødvendige gøremål.

Ved duften af appelsinfiletterne til aftenens marinerede appelsinsalat, bliver jeg mindet om barndommens sutteappelsin – med en sukkerknald i midten – som efterlod ophovnede læber, men som man, dette vilkår til trods, i vintertiden frydede sig over.

Marineret appelsinsalat:
4 saftige modne appelsiner befriet for deres hvide hinder
saften af en rød grapefrugt
1 tsk. rørsukker
1 lille stk.varmende kanel

Denne salat er et velsmagende tilbehør til chokoladekage.

Med taknemlighed tænker jeg også tilbage på min bedstemor som med undtagelse af få af årets måneder, hvor man så bare måtte undvære æblerne, var selvforsynende med egne æbler af sorten Ingrid Marie og Cox Orange. Disse min barndoms æbler vil for mig altid repræsentere den sande ægte æblesmag. Omhyggeligt skrællede min bedstemor med stor nøjagtighed gemmeæblerne i de fineste tynde strimler, fjernede misfarvede brunlige pletter og kernehus, før æblet blev sirligt delt i mindre både og lagt på en underkop tiltænkt en lille barnemund.
Hvor var det fantastisk, at der var et menneske, der tog sig tid og skabte en sådan højtids æblestund. Et syn der aldrig glemmes: runkne æbler omsluttet af gamle rynkede hænder. I dag priser jeg mig lykkelig for at have lært at spise skrællede stødte gemmeæbler.



I ugen fortalte kalenderen os, at en snes dage af det nye år er gået, og dagene var tiltaget med omtrent 50 minutter. I gamle dage mente man, safterne begyndte at stige i alle vækster netop i denne tid omkring d. 20. januar. Der er håb i at vide, at man i folketroen har set forårstegn trods kulde, sne og frost.

”Dagene længes, vinteren strenges.
Vinteren strenges, og det er svart.
Trange Tider langsomt skrider,
Langsomt skrider; det har den art” (Brorson 1765)

”Der er intet i verden så stille som sne” lyder et velkendt digt af Helge Rode skrevet i 1896. Stilhed og sne er to sammenhængende størrelser.

Også sne og langsomhed kalder på hinanden.
Sneglefart er betegnende for det tempo man kan manøvrere i, når man lige nu begiver sig udenfor, hvad enten man bevæger sig til fods eller er motoriseret. At skovle sne væk, gøre bilen tilgængelig, iklæde sig de mange lag tøj er besværligt og tidskrævende.
Sneen, i de mængder vi i disse egne oplever, begrænser. Vi forvænte vesterlændinge er ikke vant til at måtte nøjes, heller ikke at opleve begrænsninger. Der kan måske være tryghed i at opleve, at ikke hele verden ligger åben. At det felt man har at udfolde sig på og de valgmulighederne man har er indskrænkede for en tid, hvor vi til stadighed må træffe adskillige valg, selv designe og iscenesætte vores tilværelse, kan det muligvis betyde ro og give følelsen af at være fredet for en tid.
Vejrets begrænsning er en plausibel forklaringsramme der ikke fordrer nogen yderligere forklaring og som der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Vejret egner sig til langsomme måltider der tager tid at tilberede: kraftige næringsrige vintersupper og gryderetter, der skal simre længe, tilsat kraftige krydderier som varmer os langt ind i marven – ganske andet end sommerhurtige minutbøffer på grillen. Og så de noget solide gammeldags retter æbleflæsk og brunkål ikke at forglemme som her i huset kan få den unge generation til at fortrække – eller i al fald foretrække selv at stå for aftenens menu.



Tiden nu kalder på tålmodighed. Venten på at det bliver lysere, lunere – på at det grønnes - så vejene kan blive mere fremkommelige, på at den længe tilberedte mad skal blive tilberedt, så vi atter kan komme på højde med vores vanlige effektivitesniveau og igen komme til at ”fungere optimalt”.
Utålmodige utaknemmelige væsener som vi er, glemmer ganske at være til – her og nu -midt i denne besværlige kolde ganske upraktiske tid som vi oplever kræver så meget ekstra af os.





Men – hvor er det sjældent, vi oplever så langstrakt en smuk vinterhvid periode med så meget lys, som vi gør netop nu. Denne vinter gør næsten den globale opvarmning til skamme. Tidligere har grønne vintre betydet investering i lyslamper for at nedtone og holde det værste vintertungsind fra døren. I år er lyset her, vinterdagene synes på trods af deres korthed længere, fordi vi dagligt får lov at se solen. Dagligt er det en glæde at samle vintertegn og gemme dem til det bliver sommertid. Kong vinter og snedronningens landskab klædt i glimtende hvidt, overdrysset med krystaller i allerfineste faconer, som spejlstumper spredt ud over landskabet.
Lange dronningefingre med de mest sylespidse negle parate til at bore sig ind i ethvert menneskesind hænger truende tæt og tungt fra alle tage.
Dagligt spændte på gætværk om og tydning af dyrs afsæt i sneen, Fantastiske fugle ikke at forglemme. Sangsvanernes flyven i formation, uglens tuden, ja alle vinterfuglenes daglige visit med tilhørende bespisning.
Også fuglene her spiser hjemmelavet slow-food der har været længe undervejs.

Her en opskrift på det foder vi byder de forskellige fugle, der fouragerer her. I skrivende stund et blåmejsepar, bogfinker, gråspurve, skovskader og de for tiden truede solsorte, som har svært ved at finde føde
1 pk. Margarine ( det mest CO2 venlige valg har jeg ladet mig fortælle)
havregryn
solsikkekerner
hakkede valnødder

Dette suppleres gavmilde håndfulde af hasselnødder og ituskårne Ingrid Marie æbler – som tilmed et et fantastisk syn i den hvide sne- endnu skønnere er det at betragte vinterfuglene lige uden for vore vinduer:
”I sne står urt og busk i skjul
det er så koldt derude
dog synger der en lille fugl
bag kvist ved frosne rude”

På trods af nogle årstider er mere besværlige end andre, så er det en gave at få lov at leve i et land hvor årstiderne byder os sådan en mangfoldighed og afveksling. Sådan er menneskelivet også tider der er lettere og gladere at komme gennem and andre. Vi må tage det hele med:

”At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter . .”(Jens Rosendal)

De stille sysler hører vinteren til. Ligesom man i gamle dage udnyttede vintertiden til at lade op og forberede sommerens gøremål. Vi glæder os over at rykke sammen indendøre, finde lune tæpper , tænde lys - også for at holde varmen, eksperimentere med egen opfundne varme drikke.
Gode oplevelser med gode film og bøger. Danskdefineret hygge!

Orientering i havebøger er en nydelse og rigtig hjælpsom pegen fremad på denne tid, at lægge planer for og tænke på nyanskaffelser til alt det udenfor – et gøremål der peger dejligt fremad mod lysere tider, tænk at kunne glædes over at gense den sorte muldjord og komme til at rode i den.

Må vi komme langsomheden i hu og betragte den som noget dyrebart, vi får givet i disse korte dage før dagene længes, og vi kan manøvrere med vanlig hast og igen skal til at stresshåndtere!

”giv tid giv tid den nynner glad
og ryster de små vinger
giv tid og hver en kvist år blad
og hver en blomst udspringer” (B.S.Ingemann 1831)

Den første uge af det nye år er nu gået – det har ikke føltes, som om tiden er gået så hastigt, som det har været tilfældet i andre uger – ugerne lige umiddelbart før jul for eksempel. Tid er en mystisk størrelse og sammenhæng mellem tid og forventning forunderlig.

Vejret har jo for os, bosiddende i den nordligste del af dette lille land, bremset mange af vore rutinemæssige gøremål. Det er tankevækkende, at vi som en nation, der så sjældent har oplevet begrænsninger forårsaget af vejrmæssige forhold, har så vanskeligt ved at underkaste os disse fænomener, kapitulere og acceptere, at der er noget, der er større end os. I stedet tager mange af os den ulige kamp op og forsøger uden ræsonnement om størrelsesforholdet mellem os små mennesker og naturens kræfter, at bestride vejrguderne.
Vi kunne uden nærmere eftertanke definere os som: ”utvivlsomt sneet inde og ude af stand til at bevæge os uden for en dør”
At kapitulere og overgive sig til denne undtagelsestilstand - vilkåret at være indesneet – hvilket vi kun en enkelt gang i barndomsårene har oplevet, var ikke så enkelt endda. og der var betragtelige forskellige i vores modtagelse af vejrsituationen.

Umiddelbart var min reaktion total overgivelse i et forsøg på at få det bedste ud af dagen, mens min mand ikke blot kapitulerede uden modstand, og det krævede nogen overtalelse at tale ham fra at tage livtag med de voldsomme naturkræfter – tænker på om det er de urgamle kønsroller, der også i denne situation er på spil – manden der må ud og beskytte territoriet og afdække truslen derude – kvinden der vælger at blive indendøre og på kreativ vis forsøger at undersøge og afdække mulighederne for ikke at dø af sult. Undersøge skuffer og skabe – iagttage, hvad der findes i huset i forsøget på at sammensætte et fornuftigt måltid, der vil kunne tilgodese familiemedlemmers smagsløg med bevidstheden om, hvor sundt det er, ikke altid at have adgang til det, man allermest kan ønske sig. Måske er det i virkeligheden rigtig sundt for os forvænte mennesker en gang imellem at måtte nøjes!
Så her i huset blev det til en omgang CO2 rigtig kartoffel-porre-suppe med for mange kartofler og for få porrer men til gengæld, som kompensation, rigelige mængder af pastinakker, som der fandtes rigeligt af i vores fadebur. Og det gør man ikke ustraffet, skulle jeg hilse og sige!

Og for fuglene som virkelig må nøjes i denne kulde, blev det til rigelig mængder af resterne fra jul: diverse nødder, ituskårne æbler og som kulde bonus en håndfuld solsikkekerner. Medens jeg betragtede dem fra vinduet blev jeg grebet af tanken om, hvor fascinerende det ville være, hvis man hver dag kunne tage sig tid til at undersøge og notere hvilke arter der fouragerede her hos os. Jeg er dog selvbevidst nok til at vide, at når hverdagen formentlig i morgen igen melder sig, så får jeg det ikke gjort. Tanken var bare lige fristende at forfølge.

Det er foruroligende at tænke på, hvor vanskeligt, vi sædvanligt særdeles aktive mennesker har ved at affinde os med denne situation. Jeg oplevede, at jeg ingenlunde var i stand til at overgive mig og være henrykket over stilheden, det smukke hvid, hvidere, hvideste syn udenfor, sangsvanetrækket over vores hustag og ikke mindst at blive en hel dasedag givet. Flere gange tog jeg mig i rastløst at begive mig fra den ene aktivitet til den anden, til stadighed at blive afledt af myldrende tanker, om alt det dagen kunne bruges til. Det var vanskeligt at slippe tanken om, hvad dagen oprindelige formål. Men også tankevækkende, at min mands besvær i den forbindelse var langt større end mit. Billedet en løve i et bur er beskrivende … vente...vente...vente
Måske har vi moderne mennesker glemt at tilværelsen kan fyldes af meget andet end funklende funktionalitet, der giver ussel mammon.
Hvilke tanke, hvilken selvindsigt én enkelt fri dag dog kan afføde. Håber vejene snart må blive farbare. Ønsker tø!