Den første uge af det nye år er nu gået – det har ikke føltes, som om tiden er gået så hastigt, som det har været tilfældet i andre uger – ugerne lige umiddelbart før jul for eksempel. Tid er en mystisk størrelse og sammenhæng mellem tid og forventning forunderlig.

Vejret har jo for os, bosiddende i den nordligste del af dette lille land, bremset mange af vore rutinemæssige gøremål. Det er tankevækkende, at vi som en nation, der så sjældent har oplevet begrænsninger forårsaget af vejrmæssige forhold, har så vanskeligt ved at underkaste os disse fænomener, kapitulere og acceptere, at der er noget, der er større end os. I stedet tager mange af os den ulige kamp op og forsøger uden ræsonnement om størrelsesforholdet mellem os små mennesker og naturens kræfter, at bestride vejrguderne.
Vi kunne uden nærmere eftertanke definere os som: ”utvivlsomt sneet inde og ude af stand til at bevæge os uden for en dør”
At kapitulere og overgive sig til denne undtagelsestilstand - vilkåret at være indesneet – hvilket vi kun en enkelt gang i barndomsårene har oplevet, var ikke så enkelt endda. og der var betragtelige forskellige i vores modtagelse af vejrsituationen.

Umiddelbart var min reaktion total overgivelse i et forsøg på at få det bedste ud af dagen, mens min mand ikke blot kapitulerede uden modstand, og det krævede nogen overtalelse at tale ham fra at tage livtag med de voldsomme naturkræfter – tænker på om det er de urgamle kønsroller, der også i denne situation er på spil – manden der må ud og beskytte territoriet og afdække truslen derude – kvinden der vælger at blive indendøre og på kreativ vis forsøger at undersøge og afdække mulighederne for ikke at dø af sult. Undersøge skuffer og skabe – iagttage, hvad der findes i huset i forsøget på at sammensætte et fornuftigt måltid, der vil kunne tilgodese familiemedlemmers smagsløg med bevidstheden om, hvor sundt det er, ikke altid at have adgang til det, man allermest kan ønske sig. Måske er det i virkeligheden rigtig sundt for os forvænte mennesker en gang imellem at måtte nøjes!
Så her i huset blev det til en omgang CO2 rigtig kartoffel-porre-suppe med for mange kartofler og for få porrer men til gengæld, som kompensation, rigelige mængder af pastinakker, som der fandtes rigeligt af i vores fadebur. Og det gør man ikke ustraffet, skulle jeg hilse og sige!

Og for fuglene som virkelig må nøjes i denne kulde, blev det til rigelig mængder af resterne fra jul: diverse nødder, ituskårne æbler og som kulde bonus en håndfuld solsikkekerner. Medens jeg betragtede dem fra vinduet blev jeg grebet af tanken om, hvor fascinerende det ville være, hvis man hver dag kunne tage sig tid til at undersøge og notere hvilke arter der fouragerede her hos os. Jeg er dog selvbevidst nok til at vide, at når hverdagen formentlig i morgen igen melder sig, så får jeg det ikke gjort. Tanken var bare lige fristende at forfølge.

Det er foruroligende at tænke på, hvor vanskeligt, vi sædvanligt særdeles aktive mennesker har ved at affinde os med denne situation. Jeg oplevede, at jeg ingenlunde var i stand til at overgive mig og være henrykket over stilheden, det smukke hvid, hvidere, hvideste syn udenfor, sangsvanetrækket over vores hustag og ikke mindst at blive en hel dasedag givet. Flere gange tog jeg mig i rastløst at begive mig fra den ene aktivitet til den anden, til stadighed at blive afledt af myldrende tanker, om alt det dagen kunne bruges til. Det var vanskeligt at slippe tanken om, hvad dagen oprindelige formål. Men også tankevækkende, at min mands besvær i den forbindelse var langt større end mit. Billedet en løve i et bur er beskrivende … vente...vente...vente
Måske har vi moderne mennesker glemt at tilværelsen kan fyldes af meget andet end funklende funktionalitet, der giver ussel mammon.
Hvilke tanke, hvilken selvindsigt én enkelt fri dag dog kan afføde. Håber vejene snart må blive farbare. Ønsker tø!