Vi skriver februar, ifølge kalenderen skulle vi nu været nået til den sidste vintermåned, hvilket ingen formentlig mere vil begræde.
Det et stadig hvidt herude kyndelmisse slår sin knude........
og vinterens knude anno 2010 er bundet fast, man fristes til at udtrykke det således: Vinteren er gået i hårdknude.

Så fik vi overstået kyndelmisse, som pr. definition markerer vinterens midte. Forstemmende er det at tænke på, at vi ikke er nået længere. Almindeligvis oplever vi mennesker, som ikke kan betragtes som helt unge længere, at tiden haster afsted, men netop i denne sammenhæng, er det en kollektiv opfattelse, at vi befinder os langt far målet: KUN midvinter nu. Måtte vinteren snart slippe sit tag. Udtalt er længsel efter at finde de første spirende forårstegn.

Erindringen om sidste års indmarch i februar byder på ganske anderledes visuelle indtryk: spæde spirende skud fra vintergæk, Dorthealiljer, erantis og gennembrud af perlehyacint. Husker min begærlige beskæring af forsytiabusk, som jeg denne vinter ikke kan nå frem til. Under puder af sne står den, indhyllet og fredet for indgreb fra den menneskelige hånd.
Heldigvis har vi ikke barfrost, som vil være en langt større udfordring for plantelivet. Man må finde noget at kunne trække frem og glæde sig ved i disse kolde dage. Selvom man må være realistisk nok i erkendelse af, at der er vækster kong vinter i år har afsagt dødsdom over.
Mon de små løgplanter når at melde deres ankomst, før det bliver tid til at skrive gækkebreve?
Også fuglene varmede deres stemmer op længe før og øvede sig tidligere end tilfældet er i år.

Fristende er det, hver gang der handles ind, at betale sig fra sin vårhunger og anskaffe sig favnfulde af farvestrålende knitrende friske tulipaner, som nænsomt må beskyttes med tæpper i bilen for at nå ubeskadiget hjem. Og små potter med vækster som perlehyacint, Te a te´ter, krokus og mini iris, som minder os om forår og sommer, udfordrer som kompensation for det, vi savner udenfor.

”nu vil jeg gå og købe hyacinter” selvom det ikke i dag er solskinsvejr.


Kyndelmisse falder altid mellem 1.novenber og 1.maj, hvor foråret pr. definition holder sit indtog. Så kunne kreaturene igen komme på græs. Halvdelen af mængden af vinterfoderet skal ifølge overleveringen derfor gerne på nuværende tidspunkt være tilbage. Ganske - og helt aktuelt måske også halvdelen af vejsaltet – i håb om at det vil kunne slå til gennem resten af vinteren.

Frem til 1770 betragtedes kyndelmisse som en helligdag, hvor man samledes til kjørmesgilde (kjørmes er et dialektord for ordet kyndelmisse)Selvom helligdagen blev afskaffet fortsatte festen med at være en mærkedag i folkets liv. Kjørmesgilderne var sammenskudsgilder, og de enkelte gårde afholdte på skift disse fester
Kyndel er en afledning af candelarum, kandelaber og netop kyndelmisse var i den katolske tid en lysfest, hvor de lys der skulle anvendes i kirken i årets løb blev indviet
For at overleve mentalt i den kolde tid, skal vi måske forsøge at holde denne tradition i hævd: mødes og tænde lys for ikke at blive for vintertunge og stive af følelsesmæssig kulde.

Dengang som nu er længslen efter lys udtalt. Endnu mere påkrævet i den tid, hvor mennesker kun havde det ægte gudskabte lys til deres rådighed. På trods af at vi nu oplever, at dagene virkeligt og dejligt længes, så sukker vi alle efter længere lysere dage.
Dagene føles stadig korte, til trods for at dagen nu er tiltaget knapt et par timer.

”dagene længes, vinteren strenges”

skrev H.A.Brorson i sin salme ”Her vil ties, her vil bies”

At bie betyder at vente. Og vente gør vi !


Danske traditioner knytter sig sædvanligvis også til kulinariske traditioner. I forbindelse med festligholdelse af kyndelmisse stod menuen gerne på flæsk, måske efterhånden ved at harskne, da opbevaringsmulighederne var ringe, og alle vintre jo ikke, som den vi oplever netop nu. Selvom driverne altid var større i gamle dage. De fysisk krævende arbejdsopgaver gjorde, at man ustraffet kunne give sig i kast med det kalorieholdige indtag. Men man spiste også suppe og pandekager bagt af groft mel – en tradition der efter sigende stammer fra Fyn.

Også her i huset har vi i ugen markeret kyndelmisse med suppe:

magert okseinderlår simrer længe med gode grønne sager i rigelige mængder.
Skummes herefter

Et stort findelt løg, hvidløgspasta og 2 røde pebre, ituskårne, svitses i en smule olivenolie
heri 2 dåser økologiske tomater, 1 tsk rosenpaprika
dette koges nogen tid, før det blendes med stavblender og smages til med salt og en knivspids rørsukker.
Gulerødder skives og gives et kort opkog
Frosne bønner af egen avl brækkes i mindre stykker og puttes i suppen
Til sidst koges suppehorn som vendes forsigtigt i.

Velbekomme!

Denne herlige suppe nåede jeg at få fremstillet, før jeg blev tilredt af forkølelsesvirus – så en god fornemmelse var det, ikke at skulle kere sig om madlavning, En stærk suppe, som er blevet bedre dag for dag, har nu udgjort aftensmåltidet flere aftner.

Overgange fra en måned til en anden har gennem tiden givet anledning til megen opmærksomhed. Man tog vejrvarsler. Når faktuel orientering ikke var en mulighed, måtte observationer være baseret på erfaringer.
Ofte pegede de optegnelser man gjorde fremad.
En gammel talemåde forlyder ”er februar mild, betyder det påskekulde”. Ganske vist accepterer vi, dog ikke i taknemlighed vintervejret. Men hellere nu end siden, nu hvor vi har indstillet forventningsbarometeret på forår.

Med ydmyghed var enhver i gamle dage forpligtet til at gøre sit til at sikre frugtbarhed ved at skabe de allerbedste forudsætninger. Derfor skulle man til kyndelmisse – som man kender det fra fastelavnsrisningen – piske sine frugttræer – for at opnå den bedste høst. Jeg frygter for min æblehøst. Ufremkommelig sneklædt er stien til æbletræerne , så jeg er i år forhindret i at nå derud.

Vejret er den dag i dag stadig et eviggyldigt og ganske ufarligt emne, der altid går an at bringe på bane. Vi danskere, tilhørende en bondekultur - afgørende afhængige af naturen og dens vejrfænomener, er måske af natur optaget af vejrforhold.

Hvor mange samtaler har ikke de seneste par måneder drejet sig om sne sne og atter sne. Kold - koldere -koldest. Den arktiske vinter har udfyldt det meste af nyhedsudsendelserne i bedste sendetid.
Indledningsvis med begejstring siden forundring. Var det virkelig være sandt, at vi igen på disse breddegrader kunne opleve en frostklar snehvid vinter med tanken rettet mod den globale opvarmning ? Spørgsmålet stillet med optimisme i stemmen.
Siden, da dage, ja hele uger var gået - med mere og mest sne - fik tonen en mere beklagende lyd. Det fortryllende eksotisk var snart forsvundet. Tilbage var kun udprægede vintersuk .De snavsede grålige driver ikke at forglemme, der dog dagligt pyntes op af et nyt fint hvidt lag.

Glæden ved at leve sit liv i et land hvor årstiderne skifter, aldeles fortrængt af irritaton over kødannelse for montering af vinterdæk, indkøb af mere sprinklervæske og isfjerner. Der er fortsat dømt sneglefart for fremadrettet færden.

Mod al forventning er selv børnene blevet ramt af vinterbeklagelse, om dem er det ellers blevet fortalt, at lykkelige barndomsminder netop knytter sig til en vintre som i år. De har ikke længere blik for for sneen som kulisse for deres leg. Som med alt andet er det blevet et hverdagsagtigt fænomen, og også de mindstes glæde formår ikke længere at fortrænge kulden. De fryser – det er koldt derude – og at det er besværligt at manøvrere.

På min skole udtrykte en af drengene det således forleden:
"Det er længe siden ,vi har set græsset”
dette udsagn står ingenlunde til diskussion .
Sammen med en jævnaldrende klassekammerat havde han betvivlet, at det grønne endnu var at finde under den udbredte sne. Ivrigt havde de taget kampen op i håb om at gense græsset. Ikke fordi den opvoksende generation er opgivende ej heller mangler styrke. Hårdt er det at skovle sig gennem driver, og også disse knægte måtte kapitulere Fandt aldrig græsset. Fortrak ind i varmen til computerspil.

Et andet vejrvarsel knyttet til kyndelmisse lyder:

”det skal helst blæse så meget, at 18 kællinger ikke kan fastholde den 19.
så vil vinteren være alvorligt truet, og kulden ikke vare meget længere”

Varslede man ikke snestorm på kyndelmissedag? Og blev den ikke blidere end forvente? Forhåbentlig vil det ikke være tegn på, at foråret, som vi sådan ser hen til er yderligere udsat?

Det gamle danske navn for måneden FEBRUAR er blidemåned måske med reference til ALT det hvide, muligvis kan det være håbet om, at vejret blides, der har navngivet måneden. Hvis vejrprofeternes forudsigelser står ved magt, vil denne måned efter alt at dømme forblive mere hvid end blid.

I min venten styrker jeg mig med orientering i ”Naturdagbog af en engelsk dame” Edith Holden har i denne journal med stor omhu i de smukkeste akvareller og et smukt lyrisk sprog fortalt om årets gang i naturen. En dejlig bog at varme sig ved i sin "bien"