”Der er intet i verden så stille som sne” lyder et velkendt digt af Helge Rode skrevet i 1896. Stilhed og sne er to sammenhængende størrelser.

Også sne og langsomhed kalder på hinanden.
Sneglefart er betegnende for det tempo man kan manøvrere i, når man lige nu begiver sig udenfor, hvad enten man bevæger sig til fods eller er motoriseret. At skovle sne væk, gøre bilen tilgængelig, iklæde sig de mange lag tøj er besværligt og tidskrævende.
Sneen, i de mængder vi i disse egne oplever, begrænser. Vi forvænte vesterlændinge er ikke vant til at måtte nøjes, heller ikke at opleve begrænsninger. Der kan måske være tryghed i at opleve, at ikke hele verden ligger åben. At det felt man har at udfolde sig på og de valgmulighederne man har er indskrænkede for en tid, hvor vi til stadighed må træffe adskillige valg, selv designe og iscenesætte vores tilværelse, kan det muligvis betyde ro og give følelsen af at være fredet for en tid.
Vejrets begrænsning er en plausibel forklaringsramme der ikke fordrer nogen yderligere forklaring og som der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Vejret egner sig til langsomme måltider der tager tid at tilberede: kraftige næringsrige vintersupper og gryderetter, der skal simre længe, tilsat kraftige krydderier som varmer os langt ind i marven – ganske andet end sommerhurtige minutbøffer på grillen. Og så de noget solide gammeldags retter æbleflæsk og brunkål ikke at forglemme som her i huset kan få den unge generation til at fortrække – eller i al fald foretrække selv at stå for aftenens menu.



Tiden nu kalder på tålmodighed. Venten på at det bliver lysere, lunere – på at det grønnes - så vejene kan blive mere fremkommelige, på at den længe tilberedte mad skal blive tilberedt, så vi atter kan komme på højde med vores vanlige effektivitesniveau og igen komme til at ”fungere optimalt”.
Utålmodige utaknemmelige væsener som vi er, glemmer ganske at være til – her og nu -midt i denne besværlige kolde ganske upraktiske tid som vi oplever kræver så meget ekstra af os.





Men – hvor er det sjældent, vi oplever så langstrakt en smuk vinterhvid periode med så meget lys, som vi gør netop nu. Denne vinter gør næsten den globale opvarmning til skamme. Tidligere har grønne vintre betydet investering i lyslamper for at nedtone og holde det værste vintertungsind fra døren. I år er lyset her, vinterdagene synes på trods af deres korthed længere, fordi vi dagligt får lov at se solen. Dagligt er det en glæde at samle vintertegn og gemme dem til det bliver sommertid. Kong vinter og snedronningens landskab klædt i glimtende hvidt, overdrysset med krystaller i allerfineste faconer, som spejlstumper spredt ud over landskabet.
Lange dronningefingre med de mest sylespidse negle parate til at bore sig ind i ethvert menneskesind hænger truende tæt og tungt fra alle tage.
Dagligt spændte på gætværk om og tydning af dyrs afsæt i sneen, Fantastiske fugle ikke at forglemme. Sangsvanernes flyven i formation, uglens tuden, ja alle vinterfuglenes daglige visit med tilhørende bespisning.
Også fuglene her spiser hjemmelavet slow-food der har været længe undervejs.

Her en opskrift på det foder vi byder de forskellige fugle, der fouragerer her. I skrivende stund et blåmejsepar, bogfinker, gråspurve, skovskader og de for tiden truede solsorte, som har svært ved at finde føde
1 pk. Margarine ( det mest CO2 venlige valg har jeg ladet mig fortælle)
havregryn
solsikkekerner
hakkede valnødder

Dette suppleres gavmilde håndfulde af hasselnødder og ituskårne Ingrid Marie æbler – som tilmed et et fantastisk syn i den hvide sne- endnu skønnere er det at betragte vinterfuglene lige uden for vore vinduer:
”I sne står urt og busk i skjul
det er så koldt derude
dog synger der en lille fugl
bag kvist ved frosne rude”

På trods af nogle årstider er mere besværlige end andre, så er det en gave at få lov at leve i et land hvor årstiderne byder os sådan en mangfoldighed og afveksling. Sådan er menneskelivet også tider der er lettere og gladere at komme gennem and andre. Vi må tage det hele med:

”At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter . .”(Jens Rosendal)

De stille sysler hører vinteren til. Ligesom man i gamle dage udnyttede vintertiden til at lade op og forberede sommerens gøremål. Vi glæder os over at rykke sammen indendøre, finde lune tæpper , tænde lys - også for at holde varmen, eksperimentere med egen opfundne varme drikke.
Gode oplevelser med gode film og bøger. Danskdefineret hygge!

Orientering i havebøger er en nydelse og rigtig hjælpsom pegen fremad på denne tid, at lægge planer for og tænke på nyanskaffelser til alt det udenfor – et gøremål der peger dejligt fremad mod lysere tider, tænk at kunne glædes over at gense den sorte muldjord og komme til at rode i den.

Må vi komme langsomheden i hu og betragte den som noget dyrebart, vi får givet i disse korte dage før dagene længes, og vi kan manøvrere med vanlig hast og igen skal til at stresshåndtere!

”giv tid giv tid den nynner glad
og ryster de små vinger
giv tid og hver en kvist år blad
og hver en blomst udspringer” (B.S.Ingemann 1831)